Samfund

Flere boliger til salg puffer til vores flytteplaner

Vi satte flytterekord i Danmark i 2021, men i år bliver mindre travl, viser de seneste handelstal og flyttebarometret fra Home og YouGov. Foto: Home.

Danskernes ‘flyttefeber’ falder i 2022 efter rekord på 950.000 flytninger – men de boligsøgende købere får tiltrængt hjælp fra flere sælgere, viser nye tal

Hele 950.019 flyttede i 2021, men det bliver svært at overgå den rekord i 2022, selv om der nu bliver flere boliger at vælge imellem, konkluderer ejendomsmæglerkæden Home.

Boligmarkedet er kommet godt i gang i år, men der er tale om væsentlig mere rolige tilstande end for et år siden, hvor hele Danmark under den anden store nedlukning shoppede boliger i et vildt tempo og historisk omfang.

At der er gearet ned på boligmarkedet, kan også aflæses i danskernes forventninger til at flytte i år, viser en repræsentativ spørgeundersøgelse blandt 2008 danskere over 18 år.

Home har sammen med YouGov spurgt danskerne om deres flytteplaner*, og svarene viser, at:

  • 17,2 % danskere har flytning på radaren i 2022 mod 19,3 % af danskerne ifølge flyttebarometeret i 2021.
  • 77,1 % af danskerne har ingen flytteplaner, hvilket er signifikant flere end 73,7 % i 2021, konkluderer YouGov.
  • 5,7 % siger ’måske/ved ikke’ mod 7,0 % sidste år

Nye tal fra Boligsiden for boligudbuddet i april viser, at der for første gang siden sidste sommer nu står flere huse til salg end måneden før. 

– Der er bedre balance mellem købere og sælgere – og når der kommer flere boliger at vælge imellem, er det med til at få boligmarkedet til at glide bedre. Det giver flere flytninger, siger Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent og talsperson i Home.

Udbuddet er dog fortsat meget lavt, påpeger Home,

– Et ekstraordinært stort boligsalg i to år har støvsuget kraftigt i udvalget til køberne, og det har tyndet ud i de aktive købere. Rigtig mange har købt det hjem, som de drømte om, og det trækker ned i flyttetrangen i år, siger Michael Dalsager.

Boligsalget lige nu

Boligsalget holder ikke samme hæsblæsende tempo i 2022, selv om aktiviteten har været god og ligget over årene før corona, 2015-2019.

I uge 12 lå boligsalget 16 % højere end før corona – men det var hele 36 % lavere end for et år siden, hvor boligmarkedet i disse uger toppede målt i antal handler. 

Det lave udbud er ikke eneste forklaring på færre handler. Boligpriserne er væsentligt højere nu og sammen med højere renter gør det livet som køber sværere – især som førstegangskøber.

Mange nye lejeboliger giver også flytninger

Det er ikke kun ejerboliger, der får danskerne til at flytte. De seneste år er der også opført mange lejeboliger rundt omkring i landet – især i landets største byer København, Aarhus, Odense og Aalborg – og der bliver fortsat udlejet nye lejligheder.

Snart bliver der udbudt 301 lejligheder via home i et nyt projekt på ‘Dalum Papirfabrik’ i Odense.

– De mange nye lejeboliger – og dermed nye muligheder for at få et sted at bo i de attraktive byer – skaber helt naturligt også mange flytninger, siger Michael Dalsager.

Trods udsigten til færre flytninger i 2022 forventer Home, at året ender som et af de mere travle i flyttestatistikken hos Danmarks Statistik.

– Men hvor mange flytninger det ender med, afhænger selvfølgelig en hel del af, hvordan det går på boligmarkedet i resten af året, siger Homes talsperson.

*Ja til flytning” dækker samlet tal for svarene ’allerede flyttet’, ’flyttedatoen kendt’ og ’ved ikke hvornår endnu’.

Kilde: Flyttebarometer, YouGov for ejendomsmæglerkæden Home, repræsentativ undersøgelse blandt 2008 danskere over 18 år, gennemført 10.-16. februar 2022

Kommentarer