Overdrevsvejen ved Hillerød spærres, mens cykel- og gangbro løftes på plads
Mellem søndag aften og mandag morgen vil der blive foretaget spærring af Overdrevsvejen ved Hillerød, hvor en cykel-og gangbro skal flyttes på plads efter et uheld for nylig. Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Søndag aften den 28. juli vil Overdrevsvejen lige øst for Favrholm Station syd for Hillerød blive spærret grundet arbejde med at genplacere en cykel- og gangbro.
Broen er for nylig ved et uheld blevet afsporet i nordenden, hvilket har medført, at den er løftet af lejerne og har forskubbet sig cirka 70 cm. Det kan være sket ved, at en meget stor gravemaskine er kommet til at løfte broen lidt op, så den har flyttet sig.
For at bringe broen tilbage på plads vil to kraner blive anvendt. De vil hver især løfte op i enderne af broen, som vejer 27 tons, og sætte den tilbage på sin normale placering.
Selvom det i øjeblikket er ganske ufarligt at køre under broen, der står solidt, så kan der ikke være trafik, mens løftet bliver udført.
Det er derfor nødvendigt at spærre Overdrevsvejen for trafik mellem Kongevejen og Favrholm Stationsvej fra søndag aften kl. 20.00 og frem til mandag morgen senest kl. 6.00, hvor stibroen igen kan benyttes som normalt. Der vil blive anvist en omkørselsrute for trafikanterne.
Under hejseoperationen vil broen blive vurderet for eventuelle skader, som – hvis nødvendigt – vil blive udbedret ved en senere operation.
Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne.
På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.
Kommentarer