Erhvervsarealer i Favrholm
I den nye bydel Favrholm er der mulighed for at etablere virksomheder, der kræver god plads og optimal beliggenhed.
Erhvervsgrundene i Favrholm Erhvervspark ligger langs Favrholm Alle og bliver i løbet af 1. kvartal 2022 udbudt til erhvervsformål og produktionsvirksomheder indenfor lifescience, der ikke er til væsentlig gene for omgivelserne for så vidt angår støj m.m. inden for miljøklasse 1-5.
Krav til tilbud på erhvervsgrundene
Byrådets vision for Favrholm er at skabe en bydel med livskraft på tværs af generationer, aktører og området. Sunde og hele liv – fysisk, mentalt og socialt – skal være retningsgivende for, hvordan Favrholm bliver tænkt og bygget.
Det er byrådets intention, at Favrholm i sin helhed får et højt kvalitetsniveau, herunder en høj arkitektonisk standard i forhold til såvel brugbarhed, holdbarhed og skønhed. Det stiller krav til oplevelsesrigdom og menneskelig skala i bygninger, bebyggelser og byrum. Nye bykvarterer skal være værd at se på og opholde sig i.
For at kunne vurdere tilbud på grundene i forhold til dette, vil tilbud, ud over en pris, også skulle indeholde et skitseprojekt for det påtænkte byggeri, med en tilhørende beskrivelse.
Vil du have besked, når grundene udbydes?
Hvis du ønsker at få besked, når grundene bliver udbudt, skal du sende en mail til bc@hillerod.dk.
Den nye grønne bydel Favrholm
Den nye grønne bydel Favrholm ligger syd for Hillerød og kommer indenfor de kommende år til at rumme Nordsjællands Hospital, en S-togsstation og en masse nye boliger og erhverv.
Med etableringen af Nyt Hospital Nordsjælland, den største arbejdsplads i Nordsjælland, og af Favrholm Station, er der skabt et grundlag for at tiltrække virksomheder der dels efterspørger en optimal kollektiv trafikbetjening og dels kan have en faglig eller merkantil interesse i at være nabo til det nye hospital.
De gode trafikforbindelser og offentlige transportmuligheder vil gøre det nemt at komme til Favrholm fra resten af Nordsjælland, og fra København på kun 30 minutter.
Kommentarer