Hillerød rykker fem pladser frem i DI’s måling af kommunernes erhvervsvenlighed
Hvert år rangerer DI landets kommuner ud fra en række parametre, der tilsammen siger noget om, hvor venlige de er over for erhvervslivet. I år rykker Hillerød fem pladser frem i den samlede rangering.
Hillerød forbedrer sit resultat med fem pladser i DI’s årlige måling af kommunernes erhvervsvenlig. Det er ikke prangende, men dog et skridt i den rigtige retning. Hvis Hillerød vil styrke virksomhedernes vækstmuligheder og skabe bedre erhvervsvilkår i fremtiden, skal kommunen forbedre infrastrukturen, mener 60 procent af virksomhederne i området.
– Vi er så afhængige af en velfungerende infrastruktur, hvis Hillerød vil være en attraktiv erhvervskommune. Flere medarbejdere spilder tiden på vejene i stedet for at arbejde og skabe vækst til området. Heldigvis bliver Hillerødmotorvejens forlængelse endelig en realitet, men turen på arbejde stopper ikke, hvor motorvejen gør, så der er brug for en velfungerende kobling til de kommunale veje, forklarer næstformand i DI Hovedstaden og CFO i FOSS Kenneth Aaby Sachse.
Faktisk er Hillerød den kommune i landet, hvor virksomheder er mest utilfredse med det kommunale vejnet. Såfremt dækningsafgiften ikke afskaffes helt i Hillerød, så opfordrer Kenneth Aaby Sachse kommunen til fuldt ud at bruge pengene fra dækningsafgiften til at forbedre infrastrukturen fremfor andre områder, som dækningsafgiften ikke er tiltænkt.
– Virksomhederne i Hillerød betaler dækningsafgift, som er en skat, de fleste andre kommuner i landet har afskaffet. Alene i år får Hillerød 41 millioner kroner ind i kommunekassen, og det er altså en god sum penge, som Hillerød kan bruge på at forbedre den lokale infrastruktur, siger han.
Trods utilfredsheden med de lokale veje, forbedrer Hillerød sit resultat samlet set. Det er især på arbejdskraftområdet, hvor Hillerød rykker sig. Virksomhederne er meget mere tilfredse med kommunens indsats for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft og jobcentrenes samarbejde med virksomhederne sammenlignet med sidste år.
– Adgangen til kvalificeret arbejdskraft er afgørende for virksomhederne, og velfungerende jobcentre bidrager til, at virksomhederne kan finde de nødvendige medarbejdere. Hillerød fortjener derfor ros for at have forbedret sit resultat markant på de områder. Det tyder på, at virksomhederne oplever en håndsrækning fra kommunen, fortæller Kenneth Aaby Sachse.
Fakta om Lokal Erhvervsvenlighed 2021
- DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2021, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 12. år i træk DI laver en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.
- Årets undersøgelse adskiller sig fra de tidligere undersøgelser. Efter sammenlægningen af Dansk Industri og Dansk Byggeri er der blevet udarbejdet en helt ny undersøgelse med udgangspunkt i de to organisationers tidligere undersøgelser.
- 7770 virksomheder indenfor DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service har svaret på undersøgelsen.
- Undersøgelsen er sammensat af tre typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder, et spørgeskema til kommunaldirektører og statistik.
- Resultaterne er opdelt i ti kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set.
- 93 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.
Kommentarer