Kultur

Samarbejde stopper mellem Team Danmark og Hillerød Kommune

HGI Bordtennis er en af kommunens klubber, der har været prioriteret i samarbejdet med Team Danmark. I fremtiden skal der findes en ny model for talentudvikling i Hillerød Kommune. Foto: HGI.

Hillerød Kommune har siden 2006 været Team Danmark kommune, men da kommunen og Team Danmark i november 2022 drøftede forlængelse, var Team Danmark kun indstillet på at forlænge aftalen administrativt i et år.

Team Danmark har ikke ønsket at indgå en ny aftale fra 2024, hvorfor samarbejdet nu ophører.

– Vi er da ærgerlige over, at Team Danmark har opsagt samarbejdet, men må også konstatere, at Team Danmark og Hillerød Kommune ser for forskelligt på, hvad der skal til for at skabe gode resultater, siger formanden for Idræt og Sundhedsudvalget Hanne Kirkegaard, og fortsætter:

– Det handler blandt andet om synet på organisering, arbejdet med Team Danmarks koncepter og det sportslige niveau. Der har vi åbenbart været for langt fra hinanden til, at vi har kunnet fortsætte sammen. Vi har været glade for samarbejdet med Team Danmark, men selv om det ærgrer os, at det nu stopper, så er det vigtigt for mig at understrege, at vi i Hillerød Kommune fortsat vil prioritere at understøtte rammer for talentudviklingen i kommunen.

Selvom samarbejdet med Team Danmark ophører, fortsætter kommunens Talentidrætsklasser og Hillerødordningen.

Byrådet vil i den kommende tid i samarbejde med Hillerød Elite Idræt lægge retning for, hvordan arbejdet med talentudvikling i Hillerød Kommune skal fortsætte. Politikerne vil få fremlagt en plan for det videre arbejde i begyndelsen af 2024.

Kommentarer